Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Grevinde Alexandra er på Tour de Danmark med en journalist for at undersøge hvad der gør Danmark til et af verdens lykkeligste folk. Undervejs fortæller hun om sit liv. Til interesserede i dansk kultur og kongehuset

Beskrivelse

Vi begynder med Alexandras indtræden i det danske samfund, og turen rundt i Danmark går til mange interessante steder, hvor samtaler med eksperter bidrager med faglig viden. Grevinden reflekterer over begreber som arbejdsglæde og tillid, der er basale for et folks oplevelse af tilfredshed. En lykkeforsker er med til at runde bogen af. Familierelationerne, kongehuset og Alexandras personlige udvikling er gennemgående i bogen, som er illustreret med farvefotos

Vurdering

Dejlig, velskrevet bog, som man bliver klog, glad og stolt af at læse. Bogen er til lystlæsning, men også velegnet i undervisning, debat- og studiekredse. Kongehuset indgår naturligvis, respektfuldt og kærligt omtalt, og Alexandra fremstår som en stærk og yderst sympatisk ex-repræsentant. Flot fremstilling af dansk særpræg, illustreret ved forskellige kulturelle highlights - med grevindens personlige vinkling i begavede refleksioner og skønne fotos

Andre bøger om samme emne

Næsten en pendant er dronningens danmarkshistoriske fortælling, De dybeste rødder. En anden er Danmark - en rejse i den danske erindring. Andre svar på hvad der gør Danmark dansk og lykkeligt kan man finde i Mit år som dansker og Der er et lykkeligt land