Lektørudtalelse

Forfatter: Hamide Kara

Kort om bogen

Om Angela Merkels Tyskland i nyere tid. Til læsere med interesse for Tyskland og kanslerindens rolle på den politiske scene

Beskrivelse

Forfatter Lykke Friis skriver at Tyskland er midt i en brydningstid. Spørgsmål som hvor dyb diskussionen om tysk identitet stikker, hvor længe Merkel bliver siddende og hvordan Tyskland ser ud efter Merkel-æraen er hovedårsagen til at forfatteren er taget på en rejse til Tyskland op til Forbundsdagsvalget. I kapitler som "Merkeldämmerung", "Merkel muss weg","sammenbruddet" m.fl. skriver Friis at hun under rejsen i 2017 har deltaget i mange vælgermøder og diskuteret Tysklands fremtid med høj og lav. Friis konstaterer at selvom Tyskland er større og rigere end i 1989, så er der også i dag bekymringer som EU-integrationen, flygtningekrisen og Tysklands nøglerolle i den globale kontekst. Friis ønsker at flere interesserer sig for naboen mod syd, for udover at være Danmarks største samhandelspartner, er Tyskland vigtigere nu hvor Donald Trump er valgt og Storbritannien skal ud af EU

Vurdering

En så spændende og berigende rejse gennem tysk politik kan kun forfattes af Lykke Friis, hvis bog bærer præg af hendes dansk-tyske opvækst. Med tysk mor fra Kiel og far fra Åbenrå opfatter Friis Danmark som fædreland og Tyskland som "Mutterland". Som Friis formulerer det: Pak den mentale kuffert og drag mod Tyskland

Andre bøger om samme emne

Af andre titler om tysk politik findes: Reformerne der ændrede Tyskland og Angela Merkel