Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

Biografisk roman om Paulo Coelho og pigen Karla, som i 1970 tager turen fra Holland til Nepal i den magiske bus. Til læsere af Coelho og interesserede i tidsånden blandt hippier i 1970'erne

Beskrivelse

Da den unge Paulo og den hollandske pige Karla mødes på Dam-pladsen i Amsterdam, beslutter de, efter at hun har testet ham af i "The House of the rising sun", at tage den Magiske Bus til Katmandu i Nepal. Inden da har Paulo allerede været på farten, og haft en hård medfart med fængsel og tortur, som præger hans kontakt med politiet undervejs. Med på bussen er en flok ligesindede fra andre lande. Paulo Coelho (1947-) har udgivet en række romaner på dansk

Vurdering

En nostalgisk rejse tilbage i tiden, og et portræt af den unge søgende Paulo Coelho og en generation af unge, der udforskede verden, kulturer og sig selv, eksperimenterede med stoffer, guruer og religioner, i tidsåndens "Make peace, not war". I romanen kommer ikke bare Paulo selv til orde, men også andre unge, som fx den engelske læge, der kører bussen, og den reserverede Karla. Karakterbeskrivelserne løfter bogen udover en nostalgisk rejse tilbage i tiden, og giver et godt signalement af den tids søgende unge

Andre bøger om samme emne

Paulo Coelho er verdenskendt for sin roman Alkymisten. I Pilgrimsrejsen fortæller han om sin pilgrimsrejse til Santiago de Compostela. I Langt ude portrætteres hippiekulturen i USA, i kollektivet "Drop City"