Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Hans Engell dykker interessant ned i historierne bag 28 udødelige danske politiske citater. Hvorfor var det fx, at Jens Otto Krag sagde "Man har et standpunkt, til man tager et nyt"? For dig som er interesseret i dansk politik

Beskrivelse

"Jeg elsker de gode politiske citater, fordi mange af dem minder om, hvor spændende, sjovt og udfordrende det er at beskæftige sig med dansk politik". Sådan skriver Hans Engell om sine erfaringer gennem 50 år. Som konservativ leder, minister og som politisk kommentator. Citaterne dækker perioden fra 1967 til 2015. Her sagde fx daværende statsminister Poul Schlüter: "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet" i relation til kritiske spørgsmål om den såkaldte "Tamilsag". Det var 25. april 1989. Det viste sig senere at være et udsagn med modifikationer. Og så er der folketingsvalget 1998, hvor Uffe Ellemann-Jensen skråsikkert sagde: "Den er hjemme" før stemmerne var talt op. Det var ved det valg, at Poul Nyrup triumferende kunne sige: "Four more years" efter en overraskende valgsejr. Samlingen har titel efter et Anker Jørgensen citat fra 1982. Hvem han mente var lusepustere og slingrefise kan du også læse om i denne bog

Vurdering

Velskrevet, interessant og medrivende humoristisk fortæller Engell om 28 citater udvalgt fra 50 års dansk politik

Andre bøger om samme emne

Kaare R. Schou samlede i årene 2001-2003 citater, fx Politiske perler - og det der ligner. Engells bog er meget mere omfattende