Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Elkjær Smedebøl

Kort om bogen

Skør, sjov og spændende bog til 8-12-årige. Tipi får igen Pede, Majse og mormor med på mission i 2. del af "Befri"-serien - denne gang for at redde isbjørnene og videnskabsmanden Mister Chan

Beskrivelse

Mister Chan er kommet til København fra Kina. Han skal mødes med statsministeren på en klima-konference. Han har lavet en opfindelse, der kan få is til at vokse. Hvis man bruger den, smelter Nordpolen ikke, og så drukner isbjørnene ikke. Tipi læser i avisen, at han er forsvundet - han vil gerne redde ham og isbjørnene. Med Majse bag rattet på mormors Chevrolet drager de afsted. De finder Mister Chan - men problemerne fortsætter

Vurdering

Bogen er spændende på den fjollede måde, og vil især tiltale drenge. Den er skrevet med store typer og stor linjeafstand og er derfor nem at læse. Der er ind imellem engelske ord, som gør det lidt sværere. På forsiden ses en kneblet Mister Chan som, noget stereotypt, er gul i hovedet

Andre bøger om samme emne

Forud for denne bog kom Befri Sigurd, hvor den lille gruppe befrier ulven Sigurd. Stilen er også kendt fra forfatterens "Vild"-serie. Ille - isbjørn fra sidste isflage handler om en isbjørn der flygter sydpå pga. smeltende is, den er dog for de lidt yngre