Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Birgitte Langkilde Hundahl

Kort om bogen

Kål eller korsblomstrede grøntsager er temaet for den fjerde bog i serien "Functional foods", som har fokus på mad som medicin. For alle der ønsker en sundere livsstil

Beskrivelse

Første del af bogen fortæller, hvad korsblomstrede grøntsager er, hvordan de er brugt historisk, deres næringsstoffer og sundhedsfremmende effekter samt, hvordan de bør bruges. I anden del af bogen får læseren en række opskrifter på alt lige fra smoothies, salater, pizza og grøntsagsspaghetti til peberrodsflødeis og peberrodsfudge. Til slut et afsnit om mad som medicin samt en udførlig litteraturliste. Opskrifterne fylder alle en side med tilhørende billede på modsatte side

Vurdering

Spændende og anderledes kogebog med nye, interessante opskrifter, der alle indeholder korsblomstrede grøntsager. Bogens opskrifter er enkle og overskuelige og kan laves af de fleste. Den første og mest teoretiske del af bogen er på et niveau, hvor de fleste kan være med. Det kræver dog nogen interesse for næringsindhold og sundhedsfaglige oplysninger, der relaterer sig til kål

Andre bøger om samme emne

De øvrige bøger i serien handler om kokosolie, gurkemeje, bone broth og probiotika & præbiotika. Vil man læse mere om mad som medicin kan Fra syg til rask, der handler om hvordan sygdom kan påvirkes ved at ændre på kost, motion og levevis, anbefales