Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Kort om bogen

Antologi med korte artikler og klummer af den afdøde danske forfatter og DJ, Maria Gerhardt. For interesserede i de seneste ca. 20 års nybrydende scene for kunst, køn og livsstil

Beskrivelse

Maria Gerhardt (1978-2017) var nok mest kendt under sit DJ-navn Djuna Barnes efter den kendte avantgardeforfatter, men udgav både romaner og digte. Hun får her med vennen Martin Kongstad som redaktør posthumt udgivet en antologi af artikler, klummer og enkelte digte, som hun løbende skrev til: Information, DSB's magasin "Ud og se", magasinet "Cover" og tss. "Atlas". MG skrev mest inden for to hovedfelter med køns-, kunst- og generationsemner som det ene og fascination af natur og liv som det andet. Hendes dødelige kræftsygdom indgår også stedvist

Vurdering

MGs styrke er en distinkt og klar prosa, hvor hun tilsyneladende ubesværet skriver naglende præcist og læseværdigt med karakteristika om de miljøer, generationer, meningsfællesskaber og modsætninger, hun var en del af i de forskellige perioder af sit korte liv. Mest overraskende er måske artiklerne til "Ud og se" om natur og årstiders skiften: sansende og indfølte. Andre tekster om hendes kræftsygdom er åbne og afklarede - aldrig bitre. De korte tekster her med tids- og generationsspecifikke signalementer var en central del af MGs skribentvirksomhed

Andre bøger om samme emne

MG kan ses som en nutidig generations talerør i stil med fx Michael Strunge, men med en bredere vifte af udtryk