Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Sidste bog i science fiction-trilogien "Chaos walking" er afsindigt spændende, hæsblæsende og hjerteskærende. Den stiller store eksistentielle spørgsmål og viser, hvordan krig skaber monstre. En vanvittigt velskrevet bog, der anbefales til alle, unge som gamle, fra ca. 13 år

Beskrivelse

På planeten New World er Prentiss' og Answers' hære i væbnet konflikt. Spackelhæren er også på vej; planetens oprindelige befolkning har fået nok. Todd og Viola står midt i det hele og bliver tvunget til at træffe umulige og ubehagelige valg i et forsøg på at skabe fred. Spacklen 1017 (også kaldet Hjemkomsten) blander sig også med sin stemme, og historiens synsvinkel skifter mellem Todd, Viola og 1017. Indeholder bonusnovellen "Snelandskab". Første bog er ved at blive filmatiseret

Vurdering

En bog, der ikke er til at lægge fra sig. Det er underholdning på højt plan, og er samtidig samfundskritik, der sætter spot på konflikten mellem "dem" og "os". Den viser hvordan krig er meget nemmere at starte end fred. Den giver os, på trods af krigens monstre, en tro på tilgivelsens og kærlighedens kraft. Den undersøger vores forhold til sprog og kommunikation i et eksistentialistisk lys, og her er brugen af grafik, grammatik og sprogbrug, som ændrer sig mellem de tre fortællere, en genistreg. Det lyder som meget på én gang, men historien mister aldrig fokus. En flot oversættelse

Andre bøger om samme emne

Den dystopiske serie "Det døde land" (Golak) stiller lignende store spørgsmål