Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Olsen

Kort om bogen

Ny bog i Berlin Noir-serien. For tidligere fans eller for læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Philip Kerrs spændende og levende fortalte krimier, der foregår i mellemkrigstidens Berlin

Beskrivelse

Berlin er et dekadent og kaotisk sted i 1928, hvor den Store Krigs følgevirkninger stadig kan mærkes, og antisemitismen er ved at bryde ud i lys lue. Bernie Gunther bliver overflyttet fra sædelighedsafdelingen til kriminalpolitiet. Hans første store sag bliver opklaringen af nogle bestialske mord på prostituerede, og senere begynder en morder at dræbe byens tiggere. Gunther må navigere imellem nazister, sexede kvinder og farlige gangstere i forsøget på at opklare sagerne

Vurdering

Det er en fornøjelse at læse "Metropolis", med den humoristiske og kyniske hovedperson Bernhard "Bernie" Gunther. Den anden hovedperson, Berlin, er beskrevet så godt, at man sagtens kan forestille sig at være til stede i dens dekadente og levende gader, selv om historien finder sted for mere end 90 år siden. Alligevel virker bogen vedkommende, og krimi-intrigen er spændende og ikke helt til at regne ud. "Metropolis" er udgivet efter Philip Kerrs død, og selvom det er 14. bind i serien, kan nye læsere sagtens begynde her, da bogens handling kronoligsk set er foregår før de 13 andre

Andre bøger om samme emne

Volker Kutscher skriver også krimier, der foregår i mellemkrigstidens Berlin, begyndende med Den våde fisk