Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Til dem, der spiser glutenfrit og er trætte af kedeligt brød, er her en ny måde at bage på. Det handler om at skabe den rigtige struktur i brødet, og forfatteren har held med sin metode hver gang, hun bager

Beskrivelse

Forfatteren er uddannet i ernæring og sundhed samt mor til et barn, der ikke tåler gluten. Hun har udviklet en metode, kaldet Strukturmetoden, til at få det glutenfri brød vellykket ved at arbejde med strukturen i dejen og det færdige bagværk. I al sin enkelhed pisker hun loppefrøskaller ud i væsken, så det bliver en tyk gele, før de blandes med de øvrige ingredienser. Bogen indeholder en række opskrifter på boller, brød og brødretter som pizza og pirogger. Bagemetoden og ingredienser beskrives grundigt, og et afsnit giver problemløsninger, hvis bagværket ikke er vellykket. Helsides farvefotos og symboler med angivelse af arbejdstid m.v. ledsager opskrifterne

Vurdering

Fin bagebog med anvendelige opskrifter på gængse brød, boller m.v. Det virker som en rigtig fornuftig grundbagebog til det glutenfri køkken

Andre bøger om samme emne

Bogens forfatter besvarer spørgsmål og giver gode råd på sin Facebookside. I Ægte glutenfri benyttes også metoden med at piske loppefrøskallerne med væsken, inden det efter en hviletid tilsættes øvrige ingredienser