Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Kort om bogen

Eventyrlig børnebog om Leonhardt, der for at få en ven, drager afsted for at finde en perle fra en blåmusling. Til eftertænksomme børn fra 10-12 år

Beskrivelse

Leonhardt vil gerne være venner med de nye drenge fra feriekolonien, men de andre børn siger, at Leonhardt har et fiskefjæs. Hvis han skaffer en perle fra en blåmusling, vil drengene måske være venner med ham? Leonhardt drager ud på en eventyrlig rejse, hvor han møder væsner fra havet, der lærer ham om livet og gør ham klogere på sig selv og alle de falske forestillinger, som forhindrer ham i at få venner. Bogen har sort-hvide grafiske illustrationer, der minder om linoleumstryk

Vurdering

En velskrevet fantasifuld fortælling om en ensom dreng, der mangler selvværd og som efter en eventyrlig rejse vender hjem som en dreng, der tror på sig selv. Sproget er gammeldags, hvilket passer godt til det eventyrlige afsæt. Desværre bliver bogen flere steder for kryptisk og snørklet i dialogen, og den sympatiske morale bliver meget symbolladet. De grafiske illustrationer giver et særpræg, der klæder bogen

Andre bøger om samme emne

Stemningsmæssigt minder den lidt om klassikeren Den lille prins, hvor hovedpersonen også drager ud på en rejse og vender klogere tilbage. Af andre bøger, der handler om ikke at tro på sig selv er fx De hæslige fem