Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Linde Larsen

Kort om bogen

Fin, lille, stramt komponeret roman med konflikten i Eksjugoslavien som baggrund for to halvbrødres forhold til hinanden og deres familie. Kan læses af alle med interesse for litteratur om Balkan. Også interessant for læsere af forholdsvis smal litteratur

Beskrivelse

En kold vinternat begiver en gruppe mænd i Kosovo sig op mod skoven for at skaffe brænde til landsbyen. I gruppen er de to halvbrødre Isa og Shkodran. Isa er resultatet af en voldtægt af deres fælles mor under krigen. Far Reza har aldrig accepteret Isa, og Isa søger beskyttelse hos sin ældre halvbror. I løbet af natten, og i takt med at træerne falder, udfordres deres relationer, og krigens minder og rædsler trækker tråde til mændene i natten. Bogen er skrevet med meget få punktummer. Det er den norske forfatters første bog oversat til dansk

Vurdering

De få punktummer, de tæt skrevne sider og det poetiske sprog gør læsningen til en koncentreret affære, hvor det kræver ro for at få alle de fine beskrivelser med. Det er en kort roman med meget på hjerte, og med en nerve i sproget som omfavner og kræver stor opmærksom fra sin læser. Stor smal litteratur er det

Andre bøger om samme emne

En anden bog næsten uden punktummer er Den hvide konge fra Rumænien. Konflikten i Eksjugoslavien er også beskrevet i skønlitterær form i den fine bog Det dobbelte land af Birgithe Kosovic