Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Lars Gabel har illustreret denne smukke udgave af H.C. Andersens klassiske eventyr om den lille havfrue, der forelsker sig i en jordisk prins og ofrer alt for kærligheden. Et hjerteskærende eventyr for alle aldre, til højtlæsning fra ca. 7 år

Beskrivelse

Det klassiske eventyr i oprindelig udgave, med moderne retskrivning. Den lille havfrue er fascineret af alt ved menneskenes verden. På sin første tur til overfladen bliver det et skrækkeligt uvejr, og hun redder den unge prins fra at drukne. Hun kan ikke glemme prinsen igen og længes så meget efter menneskenes verden, at hun ofrer sin havfruehale og sin smukke stemme for at kunne leve på landjorden. Lars Gabel fik Kulturministeriets Illustratorpris for De vilde svaner (Ill. Lars Gabel) i samme stil

Vurdering

Den uforkortede udgave af eventyret, der absolut ikke har den lykkelige slutning mange kender fra Disney-udgaven. Sproget vil forekomme en del børn gammeldags, men med den rigtige oplæser vil det være en smuk oplevelse. Lars Gabels illustrationer er meget smukke, de understøtter og føjer til eventyret på fornem vis. Det er en blanding af maling og tegning med store flader og art deco-lignende detaljer i sublim Gabel-stil

Andre bøger om samme emne

Bogen ligner de andre i serien; Nattergalen (Ill. Lars Gabel), Snedronningen (Ill. Lars Gabel) m. fl. Peter Madsens illustrationer har også givet eventyret nyt liv i Den lille havfrue (Ill. Peter Madsen)