Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

I Norrköping finder man ligene af flere kvinder, der er blevet druknet på grusom vis, og politiet arbejder om kap med tiden for at stoppe galskaben. For læsere af skarpe svenske krimier

Beskrivelse

Hvorfor bliver kvinder uden tilknytning til hinanden druknet og derefter forvandlet til havfruer? Alt peger på en syg mands værk, og politiets mistanke retter sig mod en patient, som er indlagt på retspsykiatrisk afdeling. Det er op ad bakke for politiet, som følges i såvel efterforskningsarbejdet som i privatlivet. I centrum står atter anklager Jana Berzelius, der har en traumatiseret og hemmeligholdt barndom som en slags børnesoldat, og hendes personlige motiver påvirker efterforskningen i tvivlsom retning

Vurdering

En af den slags barske krimier, som i kraft af et fascinerende plot og en effektiv og enerverende krydsklipskompostion er svær at lægge fra sig. Handlingen er ganske voldsom, og med sin sammensatte og kantede personlighed er Jana Berzelius afgjort ikke for nybegyndere. Læsere, også de mere kræsne, af intelligente krimier vil være godt tilfredse her og vil samtidig håbe på at komme til at høre mere om Berzelius på et senere tidspunkt. Det er femte del i serien, og en åben slutning tyder på flere

Andre bøger om samme emne

Serien med Jana Berzelius, som i rækkefølge består af Mærket for livet, Hvide spor, Ondt blod og Fars dreng, kan læses på linje med andre stærke svenskere som fx Stefan Ahnhem, Lars Kepler, Stieg Larsson og Joakim Zander