Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Laursen

Kort om bogen

Et klassisk H.C. Andersen eventyr. Flyv med ud på eventyr i købmandssønnens magiske kuffert. Rejsen bringer ham til tyrkernes land, hvor han møder en smuk prinsesse. Mon han bliver gift med hende, og arver det halve kongerige? Fra 4 til 8 år

Beskrivelse

Inden vi kommer til selve eventyret om købmandssønnen, er der en ultrakort introduktion til H.C. Andersen og eventyret om "Den flyvende kuffert". Købmandens søn arver en bunke penge efter sin far, som han hurtigt formøbler. Til sidst ejer han intet, udover det tøj han har på og så en gammel kuffert på loftet. Det er dog en ganske særlig kuffert, den kan nemlig flyve. Den bringer ham ud på eventyr. Han lander i tyrkernes land, hvor han prøver at vinde prinsessens hånd. Bogen er gennemillustreret i farver og indbundet

Vurdering

Mange kender nok Sussi Bechs streg fra tegneserien om "Nofret". Det er hendes levende illustrationer, som bringer H.C. Andersens eventyr om "Den flyvende kuffert" til live. Teksten er Andersens egen, hvilket betyder at der optræder ord og vendinger, som børn, og måske også voksne, ikke er bekendt med. Det kan på den bedste måde give anledning til en snak med børn om blækhuse, ildkåber, kodillen og andre løjerlige ord

Andre bøger om samme emne

Har du fået lyst til flere eventyr af H.C. Andersen, kan du i H.C. Andersens eventyr finde en samling af hans mest kendte eventyr, genfortalt så selv de yngre læsere kan være med