Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Gordon Nielsen

Kort om bogen

Spændende biografi om den i Danmark næsten ukendte Bernhard Arp Sindberg, som i Kina hyldes for sin rolle i at redde flere tusinde i forbindelse med massakren i Nanjing. For læsere interesserede i konflikten eller biografiske fortællinger

Beskrivelse

Da japanske styrker i 1937 erobrede den daværende kinesiske hovedstad Nanjing, begyndte en massakre på byens befolkning. Midt i dette kaos befandt sig den danske opsynsmand på F. L. Smidths cementfabrik, Berhard Arp Sindberg (1911-1983). Han var født i Aarhus, men drevet af udlængsel blev han bl.a. soldat hos fremmedlegionen og senere sømand. Uden hensyntagen til sin egen sikkerhed beslutter Sindberg at oprette en sikker zone på fabrikkens grund og redder derved flere tusinde kineseres liv. Bag biografien står Peter Harmsen (f. 1968) som tidligere har udgivet Døden ved Yangtze-floden. Bogen bygger på en række skriftlige kilder og interviews, og er med noter/litteraturliste

Vurdering

Velskrevet og interessant udgivelse, der tegner et godt portræt af den lidt skæve Sindberg. Desuden gennemgås de grufulde slag ved Shanghai og Nanjing. Stilen er lidt tør og refererende, men den er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til konflikten

Andre bøger om samme emne

Sindbergs handlinger og liv er før beskrevet overfladisk i andre udgivelser, men ikke så detaljeret som i denne. Kan i emne og stil minde om de netop udkomne bøger om William S. Knudsen, One dollar man og Big Bill