Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Den garvede avistegner, Roald Als, der er tilknyttet Politiken, fortæller om sin karriere, arbejdsmetoder og særlige opgaver som kommentator til aktuelle begivenheder. Festlig og rigt illustreret erindringsbog, der vil more og begejstre med dens vid og satire

Beskrivelse

Roald Als er bladtegner eller håndtegner, som han selv betegner sin metier, for han kalder sig selv en håndværker og ikke kunstner, og alle med tegnetalent kan lære at blive tegner i en avis. Bogen har flere afsnit, hvor Als fortæller om sine arbejdsbetingelser, hvor der er en deadline, han skal overholde, uanset hvor han befinder sig på en opgave i udlandet, men det er ikke altid, at der er "noget at tegne hjem om". Vi kommer også med til diskussioner om brug af tegninger i avisen, hvor der ikke altid er enighed om linjen. Dagens aktuelle tegninger drøftes også med kolleger og hans gode ven Poul Einer Hansen, der ofte giver gode ideer til motiver. Als fortæller også om arbejdet med at male portrætter af Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard

Vurdering

Den tørre og underspillede humor, som Roald Als mestrer, gør det sjovt og herligt at læse hans erindringer. Det er en virkelig morsom bog, som nok især hans meningsfæller vil godte sig over. Bogen er tillige layoutet af ham selv med et væld af hans tegninger gennem tiden

Andre bøger om samme emne

I hyldestbogen Rene linjer & gale streger fortæller kolleger og venner til Roald Als røverhistorier og andet godt om de oplevelser, de har haft med ham