Lektørudtalelse

Forfatter: Line Hoffgaard

Kort om bogen

Rachel Cusk fortsætter historien om forfatteren Faye og de menneskeskæbner, hun træffer på sin vej. Anbefales bredt til læsere af nyskabende kvalitetslitteratur

Beskrivelse

Anden del af trilogi, hvor første del er Omrids. Forfatteren Faye flytter efter sin skilsmisse ind i en faldefærdig bolig i London. Romanen følger Fayes hverdag under renoveringen af boligen med håndværkere i hjemmet og ondsindede underboer, til middage med venner, til forfatterforedrag og når hendes to drenge ringer til hende. De mennesker, Faye møder, fletter en række livsfortællinger ind i romanen. Faye er en god iagttager og lyttende, men ytrer sig sjældent selv. I fragmenter får man et indblik i en midaldrende kvinde i transit mellem den gamle og nye tilværelse

Vurdering

Rachel Cusk udviser et stort talent for at udfolde hverdagens almindelige menneskeskæbner, hvor samtaler og scener er så troværdige og detaljerede, at man føler, man sidder med til bords. Den utæmmede aggressivitet løber som en underliggende tematik, men romanen har også lune og humor. Et særligt fortællemæssigt greb i romanen er, hvordan hovedpersonen skjuler sig bag bipersonernes historier. Rachel Cusk er et særdeles spændende bekendtskab og noget af det mest originale indenfor engelsk litteratur i tiden

Andre bøger om samme emne

Cusk mestrer at beskrive almindelige menneskers livshistorier med psykologisk indsigt ligesom Siri Hustvedt, Alice Munro og Marilynne Robinson