Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Spændende bog fra vikingetidens Danmark, for 11-14-årige drenge og piger, der gerne vil opleve historiens vingesus

Beskrivelse

I denne anden del af serien "Vikingedrengens saga" kæmper Hjalte fortsat for sin fars anerkendelse. Landsbyen sulter under den hårde vinter, og Hjalte, der har forbrudt sig mod reglerne, er blevet sat til at bevogte et ofret lam, så ulven ikke tager det. Da selveste Harald Blåtand besøger landsbyen bliver han imidlertid så imponeret af Hjaltes skjalde-evner at han inviterer Hjalte med på sin videre færd. Trælpigen Kuska og vendergidslet Rurik følger også med på rejsen, der bringer de tre børn til Trelleborg og siden Jelling. Charlotte Blay har skrevet mange børne- og ungdomsbøger, heraf flere historiske. Bagest forklares en række af de ting eller fænomener, der optræder i bogen, og her findes også opskrifter på forskelligt vikingemad

Vurdering

Spændende, historisk fortælling, der lever op til niveauet i seriens første bind. Bogen er yderst velskrevet i et levende sprog, med gode og detaljerede personbeskrivelser, og teksten er letlæselig, med god plads mellem linjerne. Smukt og dramatisk illustreret af Per O. Jørgensen

Andre bøger om samme emne

Du kan med fordel læse forgængeren Hjaltes kamp, og for de, der gerne vil læse endnu mere om vikingetiden kan Harald Blåtand og Vikingesagn også anbefales. Er du vild med historiske bøger vil Som landet lå også være et sikkert hit