Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Hvad betyder det at være introvert? Hvordan kan du lære dine egne introverte styrkesider at kende? Selvhjælpsbog til unge fra ca 13 år om at håndtere sine introverte sider bedst muligt

Beskrivelse

I mange unges uddannelsesliv og relationer er det ekstroverte og udadvendte træk, der favoriseres og høster anerkendelse. Det er vigtigt at være aktiv, social og udadvendt, at have styr på gruppearbejde, fremlæggelser og fester. Som introvert er det udmattende at være "på" hele tiden og det kan føles næsten umuligt at leve op til de ekstrovertes krav om tilstedeværelse. Denne bog er skrevet til unge, der ønsker at lære egne introverte sider og styrker bedre at kende, men forældre, lærere og øvrige relationer kan også få en kort introduktion til de introvertes behov. Grethe Lindbjerg Sørensen er selvstændig teenagecoach, uddannelsesvejleder og kommunikationsterapeut

Vurdering

Informativ lille bog, der giver et fint indblik i de introvertes verden. Med sine få sider, citater, tips og tricks og store bogstaver, føles bogen lettilgængelig og overskuelig og der er ingen tvivl om at andre introverte vil genkende sig selv i beskrivelserne af udfordringer og styrker

Andre bøger om samme emne

Ønsker du mere information om at være introvert kan du læse Introvert og Introvert eller særligt sensitiv, der begge primært henvender sig til voksne, men ikke er svære at gå til