Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Bille

Kort om bogen

In-kliken i 9.a. kommer hjem til Noa for at holde Halloween og optage uhyggelige pranks til deres Guld-prankster-kanal på Youtube. I løbet af aftenen må Noa kæmpe med sine oplevelser efter en dykkerulykke. Letlæst kortroman for de ældste elever, fra 14 år

Beskrivelse

"Dybt nede" er en del af serien "Mellem rum", der er udviklet i samarbejde med "Læs for Livet", hvor man har spurgt unge, hvad de gerne vil læse om. Noa er flyttet og startet i 9.a. Han har svært ved at få nye venner, så da In-kliken i klassen gerne vil holde Halloween hjemme hos ham, er han både spændt og lykkelig. Klikens medlemmer, Emil, Alfred og Ida, laver pranks og er dygtige til det. De har forberedt og indkøbt mange effekter og kostumer til Halloween, så de kan filme de sjoveste pranks, hvor de skræmmer livet af små børn. I løbet af aftenen bliver Noa mere og mere fuld, og virkeligheden begynder at blande sig med tanker og oplevelser fra hans dykkerulykke. Noa forsøger at sige fra over for de grænseoverskridende pranks, men det er svært, og langsomt glider han længere og længere ned i dybet - igen. Bogen har blødt omslag og lix 14

Vurdering

Temaet i bogen er at føle sig presset til noget af andre. Noas kamp med sig selv om at gøre det rigtige - både i forhold til kammeraterne og i forhold til forældrene - er velskrevet, og hans indre kamp står lysende klart for læseren. Bogen er formuleret i korte overskuelige sætninger uden brug af for svære ord

Andre bøger om samme emne

En anden velskrevet og spændende bog i samme serie kunne være Jeg har altid drømt om det mord