Lektørudtalelse

Forfatter: Martin Minka Jensen

Kort om bogen

Beretning fra borgerkrigene i Tjetjenien. Landets voldsomme historie, i særdeleshed efter Sovjetunionens sammenbrud, fremlægges med en personlig vinkel. For læsere af beretninger om krig

Beskrivelse

Journalisten Zulay Magazieva fremlægger i værket en personlig, journalistisk beretning om de voldsomme borgerkrige, der hærgede i Tjetjenien i 1990'erne. Efter at russerne invaderede landet for at nedkæmpe dets forsøg på løsrivelse, har Tjetjenien været i en ustabil situation. Bombardementer, snigskytter, overgreb, tortur, deportationer, lig i gaderne, flugt og tab af familiemedlemmer har været hverdagskost for mange. Magazieva har i sit virke som journalist og privatperson under konflikten været førstehåndsvidne til mange af krigens aspekter. Gennem de 81 kapitler bliver forudsætningerne for konflikten og Magazievas opvækst også indraget i fortællingen

Vurdering

Meget levende formidling af en konflikt, der har været uløst i mange år, og som er et smerteligt sår i forholdet mellem de gamle sovjetrepublikker. Den journalistiske fortælleform gør rædslerne nærværende, alt imens den også sagligt sætter konflikten i samfundsmæssig kontekst. Skrevet med Magazieva som jeg-fortæller

Andre bøger om samme emne

En anden, knap så personorienteret beretning om borgerkrigen, er Den hellige kriger af Klaus Kroll. Et bud på et mere overordnet værk om konflikten er Den afmægtige bjørn, der udkom i 1995