Lektørudtalelse

Forfatter: Peter Holm Rasmussen

Kort om bogen

Bibelens over 2000 år gamle fortællinger om kærligheden, viser sig som både aktuelle og radikale. Samtidigt er de en sproglig bombe, som man som almindelig læser, ikke behøver at være troende, for at sætte pris på

Beskrivelse

Kærlighedens former, mellem mennesker og mellem Gud og mennesker, med udgangspunkt i Bibelen, behandles i denne bog. Historierne tages fra primært de gammeltestamentlige narrative fremstillinger, men også Ny Testamentes mere teologiske pointer inddrages. Vi hører om forskellige former for kærlighed, mellem ægtefæller, børn og forældre, kærligheden til Jorden vi bor på, den erotiske kærlighed mellem to elskende og den venskabelige kærlighed. Således får vi bl.a. genfortalt historierne om Abraham, Isak og Rebekka, Jakob, Rakel og Lea, Maria og Josef, Noomi og Ruth og Sulamit og Salomon. Else Kragelund Holt er tidl. lektor i teologi

Vurdering

En fin bog, der formår at komme rigtig godt rundt om sit emne. Holt formår, blandt Bibelens historier om krig, sorg, glæde, fjendskab, troløshed, tro og vantro, at fremmane det helt centrale budskab: Gud er kærlighed, og at vise hvordan, teksterne stadig kan inspirere, provokere og oplyse

Andre bøger om samme emne

Læs videre i fx Kærlighed under censur om Bibelens syn på kærlighed mellem to mennesker af samme køn, Samliv og Det sårbare samliv om kærligheden ud fra en kristen synsvinkel og om hele kærlighedens kulturhistorie i fx Den eneste ene