Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Kort om bogen

To bøger i den illustrerede serie "Klassekammerater", der følger eleverne i en klasse i løbet af deres første skoleår. Velegnet til højtlæsning fra 5 år og selvlæsning fra ca. 8 år

Beskrivelse

I "Den allerbedste ven" har Mikkel fået en ny nabo, der har en stor og lydig hund. Da Mikkel kort tid efter skal skrive en opgave om kæledyr i skolen, beslutter han sig for at skrive om hunde. Jo mere han læser om hunde, jo mere får han lyst til selv at få en hund, men er far og mor med på den? I "Er vi stadig venner?" bliver Siri og Lotte uvenner, da Lotte kommer til at ødelægge Siris nye viskelæder, som Siri er meget glad for. Det er ikke rart at være uvenner, men så får Lotte en god idé. Bøgerne, der er skrevet i lix 15-17, har illustrationer på hver side og en kortfattet tekst

Vurdering

Det er en fin, sød og vedkommende serie, som beskæftiger sig med mange af de tematikker, som 0.-2. klasses børn, vil kunne genkende fra deres eget skoleliv og hverdag. Bøgerne er lette at læse og overskuelige med kort tekst, stor font og mange illustrationer, der fint underbygger handlingen

Andre bøger om samme emne

Serien minder om Vi skal i skole! af samme forfatter og serien "Venner i klassen", hvor Snige og Snuse er en af bøgerne i serien. Forfatterens serie "De to mini detektiver", hvor Overvågning er 1. bind, har samme stemning, stil og layout