Lektørudtalelse

Forfatter: Jens Rasmussen

Kort om bogen

Sara Kaufmanns søster bliver udsat for et ritualmord i en synagoge, og nu får Sara også dødstrusler. Skyldes det familiens gamle hemmelighed fra zartidens Rusland? Til spændingslæsere

Beskrivelse

En ældgammel jødisk familie med traditioner helt tilbage til bibelsk tid og forbindelser til zarens hof, indhentes af en beslutsom morder. Sara Kaufmanns familie har boet i New York siden Saras mormor Rebekka flygtede fra Danmark i 1943. Da Saras søster myrdes i en synagoge, bliver hun også selv udsat for mordtrusler. Samtidig dukker den mystiske dansker, Carsten, op med et forretningsforslag til familiens guldsmedeforretning. Noget tyder på at morderen er på sporet af familiens gamle hemmelighed. Udstyret med mormorens skitser rejser Sara og Carsten til København for at finde et skjult familieklenodie. Men både morderen og CIA er i hælene på dem

Vurdering

"Fabergés sidste æg" er en vellykket international thriller, hvor handlingen ubesværet springer fra New York til København og Israel og Ukraine. Det er et medrivende plot Steffen Groth liner op. De forskellige synsvinkler, fx CIA-agenten Silberbergs, nuancerer historien på fin vis. Læseren får både spænding og meget interessant viden om jødisk kultur

Andre bøger om samme emne

Minder om De ti herskere af Christian Mørk. Har også mange lighedspunkter med Daniel Silvas Gabriel Allon-serie, fx Vatikanets mand