Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

En historisk krimiroman, der dykker ned i den dramatiske periode i Danmarkshistorien, der ledte frem mod enevældens afskaffelse og junigrundloven i 1849. Den unge jurastuderende Frederik bliver involveret på dramatisk vis. Der er drama og historiske detaljer for yndere af historisk spændingsfiktion

Beskrivelse

Frederik Lassen flytter i 1845 ind hos sin onkel og hans familie i København for at begynde et jurastudium. Onklen er højt placeret i statsadministrationen og kæmper sammen med andre ultrakonservative for enevældens overlevelse, mens der rundt i det danske samfund, blandt bønder, borgere, studenter m.m. vokser protester og krav om forandringer og indflydelse på landets styre. Frederik involveres i den nationalliberale demokratibevægelse, noget der dels bringer ham i problemer i familien, dels hvirvler ham ind i nogle politiske drab. Mellem de fiktive personer indtager også alle periodens skikkelser -"grundlovsfædrene" - deres historiske roller. Det er forfatterens debut

Vurdering

Fremhæves for et overbevisende tidsbillede med mange detaljer fra København og det politiske liv. Med farverig plads til både kærlighed, dramatik og krimiplot lykkes romanen, trods nogle lidt kliché-prægede personbeskrivelser, med et godt drive og sin billedliggørelse af en dramatisk periode i Danmarkshistorien. Primært for historisk interesserede

Andre bøger om samme emne

Andre romaner der foregår i perioden omkring enevældens afskaffelse er fx Fra drømmenes bog og Evigt udelte sammen