Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Kort om bogen

Læs her om Leonardo da Vincis enestående liv som kunstner i 1400-tallet. Bogen er skrevet som dagbog og har billeder af udvalgte værker og opfindelser. Højtlæsning fra 7 år og selvlæsning fra 10 år

Beskrivelse

Bog skrevet som dagbog af kunstneren Leonardo da Vinci. Bogen er inddelt i kapitler, der gennemgår forskellige tidsperioder i Leonardo da Vincis liv, fra hans barndom til hans død i Frankrig. Man hører om, at han voksede op hos sine bedsteforældre i byen Vinci i Italien og viste tegne- og kunstnertalent. Som ganske ung kom han i lære hos en kunstner i Firenze. Dagbogen viser undervejs tegninger af byer han levede i, steder han besøgte, udvalgte værker, skulpturer og opfindelser han skabte. Bogen slutter med hans død i Frankrig. Bagerst er en tidstavle med vigtige milepæle i hans liv. Forfatteren er lærer og har studeret historie og grafisk design

Vurdering

Informativ bog om Leonardo da Vinci, der både er underholdende og lærerig. De farvede tegninger giver historien liv og bidrager til forståelsen for Leonardo da Vincis kunst. Bogen er egnet til oplæsning, men kræver en selvsikker læser, der har brudt læsekoden

Andre bøger om samme emne

Der findes mange fagbøger for børn om Leonardo da Vinci, fx Leonardo - geniet fra Vinci og Leonardo da Vinci for børn. Denne adskiller sig ved at være udformet som dagbog, der kan fungere som oplæsnings- og samtalebog ned til 7 år