Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Letlæsningsbog om Sigurd, der oplever sjove ting sammen med de andre, som bor i Allegade: hans bedste ven Anton, Gnavne Geo og Sjove Sjanne. Til højtlæsning fra 6 år og selvlæsning fra 9 år

Beskrivelse

Sigurd er 6 år og går i 1. kl. Han bor på Allegade, og i samme gade bor Sigurds bedste ven Anton, den gamle mand Gnavne Geo, Sjove Sjanne samt Søde Thilde med sin hund. Det er et dejligt sted at bo og her sker sjove ting: Anton og Sigurd putter orme i Antons mors seng, og senere holder de Antons fødselsdag med skattejagt sammen med Thilde. Sigurd taber en tand og får besøg af tandfeen. Han leger superhelt og finder en pung. Det er Sjannes pung, og da han afleverer den, får han en findeløn. En dag finder Sigurd ud af, at den gamle mand Geo ikke er gnaven, men sød og rar. De bliver gode venner og drikker mange røde sodavand sammen. Sigurd hjælper Geo med at købe en kat og til sidst holder de jul sammen. Bogen har 12 kapitler på 5-6 sider med afsluttede historier, og i hver kapitel er en tegning af Emilia Rubæk, som også har illustreret Verdens bedste skole. Bogen har lix 19

Vurdering

Rigtig god bog med mange sjove oplevelser, som alle børn kan genkende. Historierne handler meget om venskaber på tværs af alder, og det behandles fint på flere forskellige måder

Andre bøger om samme emne

Sigurd er sød og nysgerrig som Villads fra Valby. Historien om venskab mellem en dreng og et ældre menneske i nabolaget fortælles også i billedbogen Fru Hansen