Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Brynildsen

Kort om bogen

Få inspiration til mikroeventyr sammen med Mette Arleth, der deler ud af sine erfaringer med fantastiske oplevelser på korte naturture i det nordjyske. For vandre- og naturinteresserede læsere

Beskrivelse

Eventyret starter lige uden for hoveddøren, og mikroeventyr er netop for alle. Arleths mikroeventyr er korte naturture, der starter efter arbejdstids ophør og slutter næste morgen. Ture i det nære - i dette tilfælde Nordjylland - med aftensmåltid over bål eller trangia, overnatning under stjernerne, solopgang over soveposen og morgenmad i det fri. Ud og hjem igen på 12 timer. Rejseskildringerne er temainddelte, og bogen afsluttes med tips og tricks til grej, pakkeliste, måder at overnatte på, madlavning i det fri, forslag til informative hjemmesider, bøger og apps

Vurdering

En perfekt bog til nybegyndere, der gerne vil udfordre sig selv med at prøve at overnatte i det fri. Arleth deler generøst ud af sine erfaringer, der er muntre såvel som praktisk informative, og man inviteres til at springe ud i det og lære af fejlene undervejs, som hun har gjort. Især mange gode forslag til naturoplevelser i det nordjyske

Andre bøger om samme emne

Find mere inspiration i Danmarks bjerge, hvor Roger Pihl med humor og lethed guider os til Danmarks højdepunkter. For et ældre perspektiv kan man fornøje sig med Achton Friis' rejsebeskrivelser, fra da han travede Jylland tyndt for ca. 100 år siden i De jyders land