Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Debatbog som opfordrer til, at samfundet ser kritisk på, hvorfor stadig flere danske børn mistrives. En bog til bl.a. forældre, lærere og pædagoger som følger debatten om danske børns manglende trivsel

Beskrivelse

"Flere børn mistrives. Flere diagnosticeres med angst. Selvskade, ensomhed og præstationspres er blevet en del af hverdagen for børn og unge i Danmark - også fra samfundslag, hvor man ville forvente større trivsel." Sådan konstaterer forfatteren i sin tematiske debatbog. Bogen er i to dele. Første del hedder: "Barndommen under pres". Her er overskrifter som: "Den vigtige tilknytning", "De fraværende voksne" og "De nye udfordringer". En udfordring er fx det tvivlsomme og anderledes "fællesskab" som opstår bag computerskærmene. Og netop de mange udfordringer er også fokus for bogens anden del: "10 udfordringer". En udfordring er fx "Børn med angst og lavt selvværd" og en anden "Den skræmmende selvskade", hvor fakta fortæller, at 20 % af alle børn i femte klasse har skadet sig selv mindst en gang. Rasmus Kjeldahl er ikke forsker, men far til tre, og så er han direktør for interesseorganisationen "Børns Vilkår" som bl.a. står bag "Børnetelefonen" som får 200.000 henvendelser årligt fra børn

Vurdering

Interessant og tankevækkende debatbog om danske børns mistrivsel, hvor ikke mindst de mange udsagn fra Børnetelefonen er input til en samfundsnødvendig debat

Andre bøger om samme emne

Om børns trivsel se fx også Børn og unges trivsel