Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Linde Larsen

Kort om bogen

"Intet er hemmeligt". Forfatter Martin Kongstad bliver hyret til at skrive Casper Christensens første biografi. Det bliver en rejse tilbage i tiden og et møde med den Casper, han ikke længere ønsker at være. Original biografi, som kan nydes og læses af en bred læserskare, der vil møde andre sider af Casper Christensen end den, de kender fra fx "Klovn"

Beskrivelse

"Jeg har lagt mit liv fuldkommen om". Sådan starter historien om CC og hans turbulente liv. Som 20-årig bliver han verdensberømt i Danmark med et brag, og siden har han levet et liv i overhalingsbanen sammen med, og foran, den kreative klasse i Danmark og USA. I parløb med MK opsøger han gamle kærester, sine forældre og venner - både dem som elsker ham, og dem som er faldet af i svinget. CC fortæller hudløst ærligt om utroskab, eksperimenteren med stoffer og succeserne med fx "Husk lige tandbørsten" og "Klovn" sammen med vennen Frank Hvam. Vendepunktet i CC's liv bliver terapien, hvor stoffet MDMA indgår

Vurdering

Det er en biografi ud over det sædvanlige, hvor MK skriver historien med samme nerve, som var det en roman. Det bliver en litterær og personlig rejse, hvor ambitionen er at finde ud af, hvem CC virkelig er. En proces som bringer erkendelser til både CC og MK. Mange litterære point for at gå nye veje i biografigenren, og for modet til at søge ærligheden og ikke andet. Sproget er flydende og fyldt med overskud

Andre bøger om samme emne

En bog med samme nerve og ærlighed er Nicklas Bendtner af Rune Skyum-Nielsen