Lektørudtalelse

Forfatter: Jeanette Pejtersen

Kort om bogen

Aske har ADHD og går i 9.a. De andre er trætte af ham, men så en dag sker der noget med Sølve fra klassen. Egnet, hvis man er 13-15 år og gerne vil læse en let og ikke for lang bog

Beskrivelse

Aske har det svært i 9.a. Han har ADHD og de andre er meget trætte af ham, fordi han snakker meget, afbryder, og blander sig. For dem står ADHD for "Aske, Den Hyper Dude". De ser kun Aske, der har ADHD og ikke Aske, der også er god til at skate og til at tegne. Sølve fra klassen har det også svært, og Aske prøver at hjælpe hende. En dag står Sølve oppe på skolens tag, og Aske må gøre noget for at få hende ned. Bogen er delt ind i otte kapitler med hver sin overskrift. Den er i serien "Hip", som er lette bøger for unge. Der er tre sværhedsgrader, Hip 5, 10 eller 15, og denne er Hip 10, med lix 8

Vurdering

God og relevant bog om et emne, som mange børn og unge kender til. Teksten er sat op i meget korte sætninger, som ind imellem bliver helt lyriske at læse. Det er hovedpersonen, Aske, der er fortæller, og det virker godt og stærkt, når han fx reflekterer over sig selv: "Prøver at være som de andre. Men jeg har ild i min hjerne", eller "Folk orker mig ikke. Jeg orker ikke mig selv"

Andre bøger om samme emne

En anden let læst bog for unge er fx En flamme i øjet i serien "#Ungletlæst". Man kan også læse En overlevelsesguide for børn med ADHD, som er en fagbog for børn og unge om ADHD