Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Bille

Kort om bogen

To billedbøger med historier med børn og henholdsvis bogstaverne L og M. De er velegnede til oplæsning for børn i alderen 5-7 år

Beskrivelse

To nye titler i billedbogsserien "Hej ABC". I bogen "Liva og Linus siger L" vil de to børn sove på loftet i laden. De leger deroppe og har indrettet en lejr sammen med deres labrador, Lars Løkke. Far kommer op med lasagne. Da de skal sove hører de nogle lyde, og Lars Løkke begynder at gø. Hvad er det? I "Mø og Malik siger M" skal de to børn i Magasin sammen med mor og mormor. Mor har taget sin mops med som hedder Madonna, men Mø og Malik kalder den for Medister, fordi den ligner en medisterpølse. Der er mange mennesker i Magasin og både Medister, Mø og Malik bliver væk fra mor og mormor. Hvordan finder de hinanden igen? Overalt hvor det er muligt, anvendes bogstaverne L og M både i teksten og på de detaljerede farvede tegninger. Der kan hentes elevopgaver på forlagets hjemmeside

Vurdering

Som de andre titler i serien er det to sjove og fantasifulde fortællinger. I oplæsningssituationen vil både oplæser og tilhører blive smittet med bogstav-ordene, og selv begynde at finde på sjove ord med L og M. Tegningerne er også meget morsomme, så man bliver i godt humør af både tekst og tegninger

Andre bøger om samme emne

Der findes en del alfabetbøger, så det er bare at gå på jagt i fx Alfabetrim, Halfdans ABC eller de tidligere titler i denne serie, fx Hilda og Hassan siger H