Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Linde Larsen

Kort om bogen

Stille fortælling med glimt i øjet om den ældre Freddie og hans forhold til datteren Signe og barnebarnet Vega. Hvorfor dukker de pludselig op hos Freddie, og kan han selv genfinde kærligheden i en sen alder? Mest for lidt ældre læsere, der kan lide historier med et enkelt sprog

Beskrivelse

Den ældre enkemand Freddie får sit liv vendt på hovedet, da hans datter Signe, efter mere end 30 år, pludselig dukker op sammen med hans barnebarn. Datteren er på flugt fra sin ekskæreste, Christian, og de søger tilflugt hos Freddie og hans to hunde. Samtidig flytter den søde og spændende Henriette ind på vejen, Freddies ven Bent bliver overfaldet og Christian giver ikke sådan op i forsøget på at få Signe tilbage

Vurdering

Der er flere gode anslag og takter i bogen. Desværre kan sproget ikke altid forløse de gode intentioner. Personerne er ikke beskrevet særlig nuanceret, og den store konflikt med datteren Signe på flugt løses i løbet af ganske få sætninger til sidst i bogen. Meget af bogen går med snak mellem Freddie, hans naboer og vennen Bent. Passager som ofte ikke har den store sammenhæng med resten af handlingen. De mange dialoger virker ikke altid troværdige, og det hele bliver til en uforløst fortælling

Andre bøger om samme emne

Der refereres til Den gamle mand med trækvognen af Mads Nygaard i bogen. Tematikken med voksent barn søger tilflugt hos far, er også fælles for begge bøger. Mads Nygaard formår dog på bedre vis at folde sin historie ud