Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

Bog om ro som begreb og fænomen, og som en tilstand, vi stræber efter på mange forskellige måder. Til læsere af serien "Tænkepauser", som formidler komplekse, akademiske emner på en ukompliceret måde

Beskrivelse

Bogen er blevet til på det tidligere nonnekloster San Cataldo på Italiens vestkyst, hvor Iben Have finder ro og dyrker langsomheden. Hun funderer over det lydelige udtryk i ordet RO, og dets rødder i de nordiske sprog, og fortæller om psykologen Wolfgang Köhlers forsøg med at påvise sammenhæng mellem bestemte visuelle former og ord konstrueret til forsøget, den såkaldte "Bouba-Kiki"-effekt. Hvordan finder man ro i en tid hvor digitale medier støjer? Ikke nødvendigvis med fravær af lyd. Der er dog kun svag fremdrift i konstant ro. Der må små forstyrrelser til at skabe udvikling, siger IH, som finder ro når hun dyrker yoga med sine kolleger. Med individualiseringen bliver det et individuelt projekt at finde ro og balance. IH er lektor i medievidenskab ved Århus Universitet

Vurdering

Velskrevet, reflekterende og personlig "Tænkepause" med et samfundsmæssigt perspektiv. Bogen kommer vidt omkring fænomenet ro, med citater fra bøger og film, filosoffer og psykologer

Andre bøger om samme emne

Have henviser bl.a. til Hartmut Rosas bog Fremmedgørelse og acceleration, i hvilken han argumenterer for, at vi skal genskabe resonansen med den verden, vi er blevet så fremmedgjorte overfor. Den lille bog om indre ro anviser enkle øvelser til at finde ro