Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Permasundhed betyder bæredygtig, vedvarende sundhed og repræsenterer et fysisk og mentalt helhedssyn på kroppens skavanker i sammenhæng med kosten. For læsere, der ønsker at sætte sig godt ind i alternative og holistiske kost- og sundhedsprogrammer

Beskrivelse

Forfatteren er uddannet massør og kranio-sakralterapeut med egen klinik, hvor kostvejledning også indgår. Hun inddrager egne erfaringer, patienthistorier, østens gamle helsevisdomme, kropsterapeutiske teknikker og nyere videnskabelige teorier som epigenetik og kvantefysik i sin gennemgang af bl.a. tarmsygdomme og fordøjelsesproblemer, diæter og fødevarer. Den sidste tredjedel af bogen består af madopskrifter med ingredienser, der ikke alle er så udbredte. Illustreret med tegninger og fotos

Vurdering

Pæn og præsentabel bog, der kommer vidt omkring blandt kendte som mindre kendte terapiformer og diæter. Opskrifterne ser indbydende ud. Forfatteren baserer sig meget på selvstudier og har samlet en mængde interessant stof i relativt overskuelig præsentation, men man kan godt blive lidt betænkelig, når hun fx hævder at ketogen diæt kan behandle sygdomme som cancer og Parkinsons

Andre bøger om samme emne

Kan læses som indledning eller supplement til Eva Lydeking-Olsens bøger om kost og helse. Også beslægtet med bøger om antiinflammatorisk kost og tarmproblemer samt titler som Din intelligente krop, Sundhedshåndbogen og Når naturen helbreder