Lektørudtalelse

Forfatter: Martin Minka Jensen

Kort om bogen

En roman om umodenhed og ansvarsfølelse. Den unge Daniel bevæger sig ind og ud af sit eget sinds mørke. Han har svært ved voksenlivets valg. For læsere af romaner med en mørk og ond stemning

Beskrivelse

Den unge Daniel kommer hjem til København efter et års tid i Skotland. Han har brugt alle sine penge og kommer deprimeret hjem fra sit ophold. Daniels tanker kredser om fremtiden, kvinder og eget selvbillede. Dertil kommer der af og til selvmordstanker op til overfladen. Han flytter ind hos gamle gymnasievenner og deltager i fester og familiesammenkomster. Derudover får han et job hos et PR-bureau, mest fordi han skal tjene nogle penge. Han finder arbejdet overfladisk og manipulerende, hvilket bidrager til hans mørke sindsstemning. Han er doven og optaget af egne tanker og bekymringer

Vurdering

Romanen fremstår stillestående. Den megen dvælen ved Daniels umodne tanker gør den til en indadvendt læseoplevelse. Sproget er godt, og den rummer nogle flotte metaforer og humoristiske skildringer. De mange referencer til ungdomsfester og sexliv gør, at bogen henvender sig til et yngre publikum. Det er da også bogens styrke, at den tager mange af voksenlivets beslutninger ind i en umoden og ungdommelig kontekst

Andre bøger om samme emne

Minder tematisk om forfatterens tidligere udgivelse Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer, der dog er kortprosa. Den minder også meget om romanen Imperium af Erling Nørkær