Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Kærlighed til ord kan åbne verden og i bogstaveligste forstand være med til at skabe kærlighed. En fælles passion for onlinespillet Wordfeud bliver livsændrende for to modne mennesker i 60'erne. En optimistisk roman om ensomhed og kærlighed for modne og ordglade læsere

Beskrivelse

Poul Erik Godtfredsen, 61 år, er afdelingschef i et herretøjsmagasin i København, menneskekender og åben over for verden omkring sig. Han lever et stilfærdigt liv med ganske få mennesker omkring sig, og en livslang interesse for græsk mytologi som omdrejningspunkt. I Gudbjerg på Fyn lever skuespilleren Molly Morell en tilbagetrukken tilværelse som lydbogsindlæser. Hun har aldrig haft nogen stor skuespillerkarriere, men huskes for gode biroller. Disse to mennesker mødes anonymt som henholdsvis Prins Paris og M&M i scrabblespillet Wordfeud, hvor kendskabet til usædvanlige, pointgivende ord stimulerer en gensidig nysgerrighed. - Forfatteren er journalist og har også skrevet romanen Så tilspørger jeg dig

Vurdering

En fin og livgivende roman der retter fokus mod ensomhed, alenehed og kærlighed hos ældre uden på nogen måde at emme af tristesse eller udstille manglende livsindhold. En finurlig interesse for at lege med ord fører to alene mennesker sammen til nye ordsammensætninger. Velfortalt i et enkelt, imødekommende sprog

Andre bøger om samme emne

Andre romaner med fokus på at give livet en ny chance er fx Algot og eftermælet og En mand der hedder Ove