Lektørudtalelse

Forfatter: Iben Jakobsen

Kort om bogen

Kom med på eventyr i landet Sunira, hvor dronningeslægten besidder magi baseret på minder. Fantasy primært for unge piger fra 14 år

Beskrivelse

Sekstenårige Silje bliver hofdame for den lidt ældre kronprinsesse Leonora, da hun redder dronning Mariettas liv. Med tiden udvikler de to unge kvinder et nært venskab, mens skjulte modstandere gang på gang forsøger at dræbe dronningeslægten og erobre Suniras trone. Bog 2 i serien "Mindelandet"

Vurdering

Selvom bogen er nummer 2 i serien, foregår den før bog 1, og følger Leonoras vej til tronen og kampen for at beholde den. Historien har fokus på Leonoras mange hemmeligheder og de ofre, magien kræver, men alt ses fra Siljes synsvinkel, og hun sidder oftest udenfor begivenhederne, og de få spørgsmål hun stiller, bliver sjældent besvaret. Derfor er det svært at leve sig ind i historien, som desuden føles rodet, og man kommer aldrig rigtig ind under huden på nogen af karaktererne. Bogen har et ambitiøst og spændende plot, men tager sig ikke tid til at udfolde det

Andre bøger om samme emne

Anden fantasy til unge piger er bl.a. serierne "Vandflammens saga" af Jennifer Donnelly, "Rubinrød-trilogien" af Kerstin Gier og "Historien om Mira" af Josefine Ottesen