Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Kort om bogen

49-årige Sydney opgav sin lovende karriere for sin rige ægtemand. Men da han dør i en tragisk ulykke, står hun pludselig alene tilbage uden hverken penge, job eller et sted at bo. Det bliver en hård kamp for at komme på benene igen. Romantisk Danielle Steel roman for voksne kvinder

Beskrivelse

Forfatteren indleder bogen med en opsang til kvinder om ikke at lade sig blive for afhængige af deres mands indkomst. Men dét er lige nøjagtigt det, der er sket for Sidney. Med 2 børn fra sit første ægteskab, giftede hun sig til et liv i luksus med den succesrige forretningsmand, Andrew. Hun droppede sin egen karriere for at kunne nyde livet sammen med ham, men blev aldrig indskrevet i hans testamente. Da han uventet dør i en motorcykelulykke, arver hans børn fra første ægteskab både penge og deres fælles pragtvilla. Begge hendes voksne døtre arbejder som designere og advarer om de mange lyssky firmaer i modebranchen. Men har Sidney overhovedet råd til at takke nej til et lukrativt jobtilbud?

Vurdering

Det er altid skønt med en midaldrende kvinde i hovedrollen i en kærlighedsroman. Desværre fremstår Sidney meget naiv og godtroende og må alligevel reddes af sin nye chef (mand!) og sin advokat (mand!), hvilket underminerer forfatterens pointe. Sprogligt er bogen bestemt ikke en af Danielle Steels bedste, hvilket desværre også gør sig gældende i kvaliteten af den danske oversættelse

Andre bøger om samme emne

Der er mere saft og kraft i Camilla Davidssons I figentræets skygge