Lektørudtalelse

Forfatter: Karen Engelund

Vi går H.C. Andersen-året i møde med en hel sværm af nye udgivelser. Denne nye serie H.C. Andersens eventyr. 2 består af 10 titler mere eller mindre kendte eventyr, hvortil hører cd og kopimappe med opgaver og facitliste. Blandt de mest kendte eventyr er Lille Claus og store Claus og Den lille pige med svovlstikkerne. Blandt de mindre kendte kan nævnes Den flyvende kuffert og Det utroligste. Sidstnævnte var et af to vedtagne værker, som blev læst op over hele Norden i den fællesnordiske biblioteksuge. Layoutet er ensartet, enkelt og harmonisk for de 10 titler i serien. Bøgerne er alle nænsomt, men smukt illustreret af samme illustrator. Hæfterne er forsynet med appellerende forsider og konturtegninger, farvelagt med våde farver på få velvalgte helsidesillustrationer i hvert værk. Bøgerne signalerer i sit format letlæsningsbøger, men er med et lix på mellem 17 og 24 rettet til mellemtrinnet. Sproget har til gengæld bevaret megen originalitet, saft og kraft. De fleste af eventyrene findes i andre udgaver. Flere i billedbogsudgaver og andre som dele af eventyrsamlinger. Her får man et eventyr serveret ad gangen på en overskuelig måde og i god og enkel indpakning. Til selvlæsning fra 10 år