Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Boisen Michelsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Nye opdaterede udgaver af bind 1-3 af den humoristiske ungdomsserie Pinligt! fra 12 år. Serien er mest for piger, men kan også læses af drenge

Beskrivelse

I første bog med den nye titel Pinligt! - Dittes familie, møder man 14-årige Ditte og hendes underholdende familie fra Hillerød. I anden bog er Ditte på sommerferie i Grønland, mens hun i tredje bog kommer på efterskole og til Island med den skønne Alexander. Dejlig ungdomsserie, hvis opdaterede 2. udgave nok skal vække målgruppens interesse endnu en gang. Ditte fortæller om sit teenageliv med fodbold, drenge og efterskole, og man kommer hurtigt til at grine og føle med den pubertetsramte pige og hendes skøre kærlige kernefamilie. Sproget er flydende og veloplagt, og serien hænger godt sammen. Alle kapitler starter med en kort brødtekst om de næste pinligheder i Dittes liv

Sammenligning

Især første bog har nydt godt af en gennemskrivning. Sproget er mere tidssvarende, og ombytningen og tilføjelsen af et par kapitler giver en god rød tråd videre til de næste bøger. Bog to og tre er mest blevet opdateret sprogligt og slutter begge med en appetitvækker fra næste bog. Serien genudgives sammen med fjerde bind i serien Pinligt! - Væddemålet, 2008, alle med nye pastelfarvede forsider

Samlet konklusion

Opdateret 2. udgave af bind 1-3 af skøn humoristisk ungdomsserie. Tidssvarende sprog, handling og forsider skal nok vække målgruppens interesse endnu en gang