Lektørudtalelse

Forfatter: Ole Laursen

Anvendelse/målgruppe/niveau

De to papbøger spækket med henholdsvis udrykningskøretøjer og havnens skibe og fartøjer er lige sagen for drenge fra ca. 1 1/2 år

Beskrivelse

To nye kvadratiske pegebøger i et efterhånden velkendt udstyr og udseende. De er i samme stil og format som serien med titler som Traktorer med mere (2008/04) og Tog (2008/05). Alle udarbejdet af Peter H. Petersen. Udrykningskøretøjer rummer gode fotos af fx en dansk ambulance, politibil, kranbil, brandbil og lufthavns-brandbil. Nogle med deres chauffører på fotoet. Eneste tekst er navnet på køretøjet. Hvad sker der på havnen? viser skibe liggende i danske havne og muligvis enkelte udenlandske havne. Hvert opslag forsynet med navne som "bulkcarrier", "fragtskib med kraner" eller "dampskibe". Også her gode, flotte fotos. To fine foto-pegebøger om populære emner blandt drengene

Sammenligning

I 2008 udkom en billedbog om udrykningskøretøjer - Brandbilen og andre udrykningskøretøjer (2008/36). Den er til forskel fra Udrykningskøretøjer forsynet med en del forklarende tekst, og er dermed henvendt også til lidt større børn. Til lands, til vands og i luften (2007/15) medtager mange forskellige køretøjer, herunder udrykningskøretøjer og skibe. Om emnet havne og skibe findes knap så meget. Senest kom den udmærkede Ud at sejle, som er tegnet, har en egentlig tekst og oprindelig udgivet på tysk

Samlet konklusion

To flotte foto-pegebøger med genkendelige danske motiver