Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den syvende film om den udvalgte troldmand fra Hogwarts henvender sig til det store publikum, som trofast følger serien i bogform og på film. Og generelt til alle yndere af storladen, episk fantasyfortælling med den forrygende computermagi, som kun store budgetter tillader. Film og bøger supplerer hinanden, da førstnævnte kan opleves som levende illustrationer af sidstnævnte, men i en formidlingssituation må man om dette opus 7 gøre opmærksom på, at der er tale om volapyk, hvis man ikke er bekendt med universet og det særegne vokabularium

Beskrivelse

"Det er i sandhed dystre tider. Vores verden står over for den største trussel nogensinde", fortæller ministeren for magi med messende mørkt mæle. Mørkets herre og Harry Potters dødsfjende Voldemort truer for alvor, så Harry begiver sig sammen med vennerne Ron og Hermione fra troldmandsskolen ud på en farlig mission for at finde Gryffindors sværd og dødsregalierne - troldstaven, genopstandelsestenen og usynlighedskappen - der kan stække Voldemort og hans udødelighed. Harry Potter og dødsregalierne er blevet til hele to storfilm, og denne første del (2010) ender på et nulpunkt, hvor Voldemort har den endelige sejr og Harry Potters endeligt inden for rækkevidde

Sammenligning

Harry Potter-serien er siden den første film i 2001 støt og roligt blevet mere og mere dyster og humorforladt i takt med, at ondskaben vokser og vokser. Denne film står solidt på skuldrene af gamle engelske sagn om Kong Arthur og Ringenes herre

Samlet konklusion

Et must for alle seriens og genrens aficionados