Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Thorning Thagaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

To nye bøger i letlæsningsserien Lydret dingo, men i den allerletteste del. Disse bøger er i den meget lette del med let 7 og 8. Bøgerne henvender sig til begynderlæserne - primært piger - i bh. kl. og 1. kl. (fra 5 år) og kan bruges til læsetræning

Beskrivelse

I Siv på tur kører Siv en tur i Puks røde bil. Hun kører rundt og ser forskellige ting som et hus, en sø, en mus, en ko og en so. I Puk og Siv kan sy vil pigerne gerne have Puks mors hat. Moren giver dem i stedet stof og en nål, så de selv kan sy en hat. De ender med at have syet en bh! Handlingerne i de meget letlæste bøger kan selvfølgelig kun være noget "tynd", men bøgerne er - ved hjælp af de store og lidt grove illustrationer over et helt opslag - temmelig charmerende, og giver læseren følelsen af at have læst en rigtig bog. Teksten i de to bøger består af enstavelsesord, hvoraf de fleste er lydrette

Sammenligning

Bøgerne lægger sig fint på linje med de andre bøger i serien om Puk og Siv

Samlet konklusion

Historien er enkel men understøttes og videreudvikles af levende og sjove illustrationer, som appellerer til målgruppen. Tekst og illustration går op i en højere enhed