Filmvurdering

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Anvendelse/målgruppe/niveau

Filmen henvender sig primært til actionpublikummet og sekundært til fans af Bruce Willis. At filmen så er en ringe actionfilm rykker ikke ved, at den vil tiltrække mange lånere

Beskrivelse

John McClane, som vi kender fra de fire foregående Die hard-film, tager et smut til Moskva for at mødes med sin søn, der er kommet i problemer. Sønnen, der viser sig at være CIA-agent, forsøger at stoppe en skurk, og nu må farmand så hjælpe til og det kommet til at gå ud over mange biler og mange russiske skurke. Det femte indslag i Die hard-serien er klart det svageste, og Bruce Willis er kun en skygge af sig selv. Hans karakter bliver en karikatur af en karikatur og det, der kunne være sjove one liners, falder til jorden med store brag. Filmens plot er, selv for genren, meget tyndt og utroværdigt og fungerer kun som klister mellem de mange eksplosioner, skuddueller og flugtscener. Filmen er helt uden den nerve, som man finder i de bedste film inden for genren, og hurtigt begynder man som publikum at kede sig

Sammenligning

Det er naturligvis oplagt at sammenligne med de fire første film i serien, hvor specielt de tre første er fremragende actionfilm. Ellers kunne man se bedre film som The Bourne supremacy eller Skyfall, to film, hvor højspændt action, biljagter, spændende plot og eksplosioner går op i en højere enhed

Samlet konklusion

Filmen A good day to die hard er en dårlig actionfilm helt uden nerve, hvor plottet kun er en dårlig undskyldning for ligegyldige ødelæggelser. Og personligt elsker jeg ellers en god actionfilm