Multimedievurdering

Forfatter: Henrik Schou

Anvendelse/målgruppe/niveau

Xbox One, PS4. Forfaderen til førstepersons skydespillene, "Wolfenstein 3D" fra 1992, får endnu en efterfølger: skydespillet Wolfenstein - the new order, der bygger videre på seriens univers. Spillet er for alle, primært drenge og mænd, fra omkring 15 år og op. PEGI 18. Sprog: engelsk

Beskrivelse

I en alternativ version af 2. verdenskrig er nazisterne ved at vinde krigen takket være overlegen teknologi. I 1946 satser amerikanerne alt på et sidste desperat angreb - desværre mislykkes det og spilleren, i form af "B.J." Blazkowicz tages til fange af nazisterne og ender i koma til 1960, hvor nazisterne endegyldigt har vundet krigen. Herfra går det dog stærkt med at skyde nazister gennem en lang række baner. Spillet leder "B.J." gennem det meget lineære plot i et tempo, der er en actionfilm værdig. Der er god variation i spillets omgivelser og det visuelle design i PS4- og Xbox One-udgaverne er i absolut topklasse. Beklageligvis byder spillet kun på singleplayer, hvilket skærer en god luns af levetiden

Sammenligning

"The new order" fortsætter fortællingen om nazisterne i den alternative tidslinje, der har været en del af serien kendetegn. Spillet er da også en direkte fortsættelse af Wolfenstein fra 2009. Selvom det er et nyt firma (det nystartede svenske MachineGames), der står bag, så er spillet stadig tro mod seriens ånd og den originale klassiker på mange områder

Samlet konklusion

"Wolfenstein 3D" er et stykke spilhistorie og det er "B.J." Blazkowicz bestemt også. Det originale spils ånd videreføres flot i et nyt og hæsblæsende actionspil, der byder på både en god historie og masser af fantastisk action