Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

TV2's 2008-julekalender blander hverdagsrealisme, science fiction og nisseeventyr til en velfungerende underholdningscocktail med mening for hele familien. Seriens stigende allegoriske abstraktionsniveau med pletvis uhygge hægter dog de mindste af. Fra 6 år

Beskrivelse

Der er dømt sparejul, så 11-årige Mikkel ser sin megalange ønskeseddel skrumpe ind til stort set ingenting. Men så en dag redder han en nisse fra døden, og det giver ret til at få et ønske opfyldt. Mikkel ønsker at kunne købe alt, hvad han ønsker sig, og vupti har han et guldkort med direkte adgang til nissernes mægtige guldskat. Mikkel og hans familie er højt på strå, men andre vil også gerne have fingre i et sådan kort til Nissernes Bank A/S. Kortet falder i forkerte hænder, pengestrømmen eksploderer, og pludselig truer kaos, sult og fattigdom! Kalenderen fik i sin tid uønsket opmærksomhed med en skuespillerfyring, og premieren blev udsat et år

Vurdering

Begavet juleunderholdning i folkekomedieindpakning

Andre film om samme emne

Julekalenderens forfattere er Bo Hr. Hansen og Nikolaj Scherfig, der også stod bag TV2's 2003-udgave Jesus & Josefine. Hvor sidstnævnte tog fat på selve juleevangeliet og blandt andet skildrede, hvad der ville ske, hvis Fanden fik magten, illustrerer "Mikkels guldkort" med udgangspunkt i finanskrisen, hvordan grådighed kan ruinere alt og alle og få fascismens grimme hov til at trampe. Mestertrækket i begge serier er, at alvoren hele tiden går hånd i hånd med børnevenlig juleglæde