Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

Fortællingen om Jesu sidste dage på jord har i Mel Gibsons fortolkning fået et stærkt visuelt udtryk og er formelig en studie i tortur og lidelse, før lyset bryder frem. En stor fortælling for alle, men flere scener kan virke ubehagelige

Beskrivelse

Jesus tages til fange i Getsemane have, og herfra begynder en lidelsesrejse. Den romerske statholder er ikke i tvivl om, at Jesus er uskyldig, men farisæere opildner folket til at kræve Jesus dødsdømt for gudsbespottelse. Og til sidst efter omhyggeligt at være tævet og systematisk pisket må Jesus bære sit kors til Golgata, hvor han korsfæstes. Skuespilleren Mel Gibsons instruktørkarriere byder på voldsomme film som Braveheart og Apocalypto, og The passion of the Christ er ingen undtagelse. Filmen er optaget på et oldtidssprog for at bibringe historien autenticitet

Vurdering

Lidelsespornografi eller kunst? Filmen delte vandene ved premieren i 2004 og er under alle omstændigheder følelsesprovokerende. Men også et interessant filmværk om den grufulde legemebeskadigelse og grusomme død, der førte til budskabet om kærlighed og liv

Andre film om samme emne

Bibelsk stof er transformeret til mange storfilm som for eksempel De ti bud. Jesu liv og lidelse er skildret i George Stevens' "The greatest story ever told", 1965 og ikke mindst i mesterværket Matthæusevangeliet. Passionen i nærværende films nærbilleder kan føres tilbage til klassikeren Jeanne d'Arc's lidelse og død