Multimedievurdering

Forfatter: Finn Christiansen

Kort om spillet/multimediet

Actionspil i open world-miljø. Endnu et mesterværk i Metal gear-serien, designet af japanske Hideo Kojima. For det voksne spilpublikum

Beskrivelse

Dette er 11. spil i Metal gear-serien, som i den kronologiske rækkefølge kan indplaceres som nummer 5. Det er dermed en prequel til det oprindelige spil Metal gear, som er helt tilbage fra 1987. Hovedpersonen er stadig den legendariske elitesoldat Snake, som her vågner efter 9 års koma. Han danner en ny gruppe af soldater, Diamond dogs, som skal hjælpe ham med at få hævn over agent-organisationen Cipher. Genremæssigt er det et sandbox-spil, hvor man i høj grad selv bestemmer vejen gennem historien og måden de enkelte missioner klares på. Det er annonceret som det sidste spil i Metal gear-serien. Sprog: engelsk

Vurdering

Allerede få minutter inde i den intense intro-mission er man klar over, at dette er et spil i den absolutte topklasse. Metal gear-serien har fra starten holdt et højt kvalitetsniveau, og man må sige, at serien har fulgt med tiden. Både hvad angår historiefortælling og teknisk formåen. Dette er en sværvægter i action-genren, hvor balancen mellem velkomponeret action, åbent og inviterende sandbox-miljø samt en spændende og til tider mind blowing-historie, går op i en højere enhed. Et lille bitte minus er, at historien kun giver fuldstændig mening for dem, som har fulgt serien siden begyndelsen. Sværhedsgrad, voldsomhed og kompleksitet kan magtes fra 15 år. PEGI: 18 og ikoner for vold og grimt sprog

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

Lignende er Tom Clancy's Splinter cell-serien, som også er pænt oppe ad kvalitetsstigen